Bobby løber

Jindal var en af ​​de bedre GOP-kandidater. Men Amerika havde ikke råd til hans fjendtlighed over for immigration.

Louisianas guvernør Bobby Jindal. (Kilde: AP)Louisianas guvernør Bobby Jindal. (Kilde: AP)

Nu, hvor Louisianas guvernør Bobby Jindal har forladt kapløbet om den republikanske præsidentkandidat, er det tid til at samle brikkerne op i denne store indisk-amerikanske - eller helt enkelt amerikanske - drøm. Jindal var sammen med andre guvernører som Rick Perry og Scott Walker belønningen for et republikansk parti, der håbede på at udnytte smarte kandidater med ubestridelig erfaring inden for regeringsførelse. Men den republikanske nationale komité kunne ikke hjælpe dem. Jindals beslutning om at afslutte skyldes hans vedholdenhed som andenrangskandidat, holdt ude af hoveddebatterne. Jindal kan hævde, at dette ikke er hans tid, men hans kampagnes fiasko har dybere rødder.

Hvem eller hvad er Bobby Jindal? Det er uvenligt at rejse spørgsmål om identitet, især når en person udtrykkeligt undlader det. Jindals modvilje mod bindestrege identiteter, hans insisteren på, at immigranter kommer til Amerika for at være amerikanere og ikke indisk-amerikanere eller irsk-amerikanere osv., faldt aldrig i god jord hos det indisk-amerikanske samfund. Alligevel er det uomtvisteligt, hvilken personlig identitet en immigrant eller et barn af immigranter selv vælger. Det er snarere Jindals høgagtige holdning til immigration, som ikke kun liberale, men i stigende grad også konservative finder ud af fælles. Når David Cameron, der leder en konservativ regering, erklærer på Wembley, at dagen ikke er langt, hvor en britisk statsborger af indisk oprindelse bliver premierminister, eller når den tyske kansler Angela Merkel, der leder en kristendemokratisk administration, bliver menneskehedens ansigt for flygtninge, der flygter fra krig, er det tydeligt, at mainstream-højrefløjen er marcheret frem, mens Jindal-republikanerne er trådt tilbage.

Ironisk nok har Jindals embedsperiode adskilt ham som en af ​​de mest innovative tænkere om politik i amerikansk politik i dag. Men han kunne ikke overbevise den nationale GOP-base. Måske ligger årsagen i hans manglende løsning af dikotomien i sin politiske identitet - ville han pakke sin teknokratiske skarphed ud eller forfalde til populisme?