Hvordan Bangladesh blev født

I de 50 år, der er gået siden sin uafhængighed fra Pakistan, har Bangladesh bevæget sig forbi religion og to-nation-teorien.

Genløjtnant Jagjit Singh Aurora, GOC-in-C Eastern Command, taler med jawans og officerer ved Comilla i Bangladesh under krigen den 8. december 1971 (Kilde: PIB)

I april 1946 fortalte Maulana Abul Kalam Azad journalisten Shorish Kashmiri i et interview, at jeg kun kan få øje på alvorlige farer i Jinnahs krav om Pakistan. Bemærk også noget andet. Bengalen har indtil videre undgået Jinnahs undersøgelse. Og han ved endnu ikke, at Bengalen simpelthen ikke giver efter for dominans og autoritet udefra. Bengali vil protestere - før eller siden. Jeg tror, ​​at Østpakistan aldrig kan finde sig i Vestpakistansks overherredømme - de to kan aldrig eksistere side om side. Deres tro er forskellig; hvad er der ellers at binde de to? Den eneste realitet ved at være muslim kan næppe være en sammenhængende faktor.

Vestpakistan fratog og tvang Østpakistan i mere end ét område. Jute - og andre afgrøder - dyrket i Østpakistan fik deres priser fastsat i Vestpakistan; kun halvdelen af ​​overskuddet strømmede tilbage til Østpakistan. Æbler, vindruer eller uldtøj produceret i Vestpakistan blev solgt til 10 gange prisen i Østpakistan. Diskriminationen var sådan, at den mindste uenighed stemplede én som en fjende af Pakistan eller islam. Forfølgelse, arrestationer, fængslinger var dagens orden.

Pakistan-resolutionen blev vedtaget i Lahore, marts 1940. I 1966 mødtes oppositionsledere i Pakistan, hvor seks-punktsprogrammet blev ledet af Sheikh Mujibur Rahman. Det havde kimen til at bygge et stærkt Pakistan og selvfølgelig et frit Bangladesh. Pakistans spioner og militære efterretningstjenester tabte ingen tid med at måle budskabet om løsrivelse og selvbestemmelse i sekspunktsprogrammet. Kommunistleder Moni Singh sagde efter befrielsen: Bangabandhu havde befrielsesplanen i tankerne lige i 1951.



Awami Ligaen og Bangabandhu lancerede landsdækkende stævner til fordel for sekspunktsprogrammet fra marts 1966. Bevægelsen spredte sig. Mujibur blev sammen med mange andre arresteret. Fængslet kunne dog ikke beholde dem længe, ​​og de måtte løslades. Ayub Khan-regimet anklagede demonstranter for Agartala-konspirationssagen. Befolkningen i Østpakistan rejste sig som én og søgte Mujibur Rahmans løsladelse. § 144 blev pålagt. Slogans svævede op i luften - Jai Bangla (Hil Bangla), Tomar Amaar Thikana, Padma, Meghna, Jamuna (Vores hjem er her, ved du?/ Hvor Padma-Meghna-Jamuna flyder); Dhaka Na Pindi, Dhaka, Dhaka (Giv os Dhaka, ikke Pindi/ Giv os Dhaka hver dag!). Intet plakat eller slogan nævnte længere Østpakistan eller Østbengalen; det var Bangladesh hele vejen. Denne forfatter skrev også et par af sådanne slogans.

Den 7. marts talte Bangabandhu til nationen. Han gjorde det klart: Denne gang er kampen for vores frihed.

Ved midnat den 25. marts udløste Pakistan folkedrab i Bangladesh. Flygtninge strømmede ind i Indien. Indien stod bi Bangladesh i dets frihedskamp, ​​og man må hilse Indira Gandhis bidrag - såvel som den indiske hær - til at vinde befrielsen for Bangladesh.

Da folkedrabet begyndte natten mellem den 25. og 26. marts mindes dagen for befrielsen. Den pakistanske overherredømme varede to et halvt årti - religion og to-nationsteorien faldt på vej.

Blot otte måneder efter Pakistans eksistens var Jinnah ankommet til Dhaka og talte til to stævner. Han erklærede urdu for det vestlige og østlige Pakistans statssprog. Han glemte, at befolkningen i Østpakistan ikke talte urdu - de talte Bangla. Kimen til Bangla Language Movement - såvel som Bangladesh Befrielseskrig - kunne spores til Jinnahs proklamation.

Jeg mødte en pakistansk forfatter i London, der i spøg sagde, at både Pakistan og Bangladesh skylder Jinnah deres fødsel. En fælles religion kan ikke forene lande og nationer. På trods af sin visdom og skarpsindighed som politiker var han blind for dette spørgsmål.

Bangladeshs forfatning havde fire hovedprincipper - demokrati, socialisme, sekularisme og bengalsk nationalisme. Alle fire er dog forsvundet efter mordet på Bangabandhu. Demokratiet består kun i navnet. Valg finder dog sted.

I stedet for bengalsk nationalisme skabte Ziaur Rahman, en hærofficer, der blev præsident, bangladeshisk nationalisme, inkorporerede muslimsk nationalisme i bangladeshisk, og gjorde op med alt det bengalske. Rahman bejlede til den forbudte Jamaat-e-Islami og tilbød statsborgerskab til Amir Ghulam Azam fra Jamaat-e-Islami under påskud af, at også han oprindeligt var fra Bangladesh og først havde søgt asyl i Pakistan, efter at Østpakistan flyttede væk. En anden diktator, Hussain Muhammad Ershad, føjede Bismillah til den allerede omformulerede forfatning. Islam blev statsreligion. Politiske partier protesterede ikke.

Den tradition fortsætter. Sheikh Hasina, datter af Bangabandhu Mujibur Rahman, har været premierminister i Bangladesh i et årti. Hun har bevaret Bismillah og islam som statsreligion. Hun havde, inden hun tiltrådte, lovet at genoprette de fire hovedprincipper i forfatningen, men har afholdt sig fra at gøre det. Faktisk læner hun sig mere op af islam, islamiske lande og islamiske partier.

Historien om Bangladeshs befrielse er et halvt århundrede med forskellige og ternede aspekter. Det var vidne til mordet på Bangabandhu, to militærdiktatorers regeringstid, dannelsen af ​​SAARC på initiativ af Ziaur Rahman, et militærkup og mordet på Ziaur Rahman, tre midlertidige regimer, regeringer ledet af to kvindelige premierministre, fremkomsten af næsten hundrede politiske partier, alle for det meste islamiske. Awami Ligaen og BNP og deres respektive ledere - Sheikh Hasina og Begum Zia - er behæftet med de voksende krav fra islamiske partier. Mens disse partier trives, bliver de progressive knap hørt og set.

Bangladesh er ikke længere en bundløs kurv, som beskrevet af Henry Kissinger. Landets indkomst pr. indbygger er $2.064. Grunduddannelsen ligger nu på knap 98 pct. I de 50 år har Bangladesh bevæget sig forbi religionen og to-nation-teorien. Landet roser sig af sin frihed, på sin plads blandt verdensnationer.

Jai Bangla! Jai Bangladesh!

Denne artikel udkom første gang i den trykte udgave den 26. marts 2021 under titlen 'Befrielsen af ​​Bangladesh'. Forfatteren er en kendt digter. Oversat fra bengali af Swati Ghosh.