Hvordan EU's Indo-Pacific-strategi kan hjælpe med at etablere stabilitet og sikkerhed i regionen

Det skal ses i en større sammenhæng med EU's globale magtforhåbninger og regionens skiftende dynamik på grund af Kinas revisionistiske udfordring af den regelbaserede internationale orden

Den Europæiske Unions flagEU's strategi opfordrer til at udvikle partnerskaber inden for sikkerhed og forsvar. Dens brede sikkerhedsdagsorden omfatter trusler fra ondsindede cyberaktiviteter, desinformation, nye teknologier, terrorisme, organiseret kriminalitet, katastrofeforebyggelse og genopretning, piratkopiering, menneskehandel og økonomiske og menneskelige virkninger af pandemien.

Skrevet af Sakti Prasad Srichandan

Efter det første Quad-topmøde i marts 2021 forventedes det, at andre regionale og globale aktører snart ville formulere deres politikker for Indo-Pacific-regionen, det nye geostrategiske tyngdepunkt. For nylig godkendte Rådet for Den Europæiske Union (EU) den længe ventede EU-strategi for samarbejde i Indo-Stillehavet — Rådets konklusioner, der skitserer dens strategiske fokus og handlinger med et mål mod regional stabilitet, sikkerhed, velstand og bæredygtig udvikling. På mange måder afspejler dette rekonfigurationen af ​​EU's Asien-Stillehavs-tilgang til Indo-Stillehavet i betragtning af den skiftende geopolitiske situation. I Europa, bortset fra Storbritanniens Indo-Pacific-tilt, har EU-medlemsstater som Tyskland, Frankrig og Holland allerede formuleret deres Indo-Pacific-strategi. EU’s strategi, der er godkendt efter konsensus blandt dets 27 medlemslande, skal ses i en større sammenhæng med EU’s globale magtforhåbninger og regionens skiftende dynamik på grund af Kinas revisionistiske udfordring af den regelbaserede internationale orden.

EU er ikke en traditionel sikkerhedsaktør i Indo-Stillehavet. Men denne region er hjemsted for fem af sine top 10 handelspartnere, og søvejene i denne region afskiber en stor mængde af EU's internationale handel. Frankrig betragter sig selv som en indo-Stillehavsmagt på grund af dets oversøiske territorier beliggende i denne region. Desuden har europæiske statsborgere en betydelig tilstedeværelse, og EU-virksomheder har gjort imponerende fodfæste i denne region. Derfor kan enhver forstyrrelse i det åbne og retfærdige miljø for handel og investeringer påvirke EU's interesser negativt.

I modsætning til andre har EU's strategidokument undgået at navngive og skæmme nogen, samtidig med at den anerkender intens geopolitisk konkurrence, der bidrager til stigende spændinger på handels- og forsyningskæder samt teknologiske, politiske og sikkerhedsmæssige områder. Embryonet til den indo-Stillehavsstrategi for mange regionale og globale aktører kunne have udviklet sig ud fra en implicit anti-Kina holdning, men EU foretrækker en balancegang. EU betragter Kina, med dets udenrigspolitiske chef Josep Borells ord, som en partner, konkurrent og rival. I de senere år har Kinas aggressive udenrigspolitik og militære eventyr i dets nabolag (kaldet den kinesiske version af Lebensraum), menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang, indførelse af den nationale sikkerhedslov i Hong Kong, interventioner i Taiwan og spørgsmål relateret til COVID-19 pandemi, har skabt en negativ opfattelse af Kina i EU. I september 2020 havde Storbritannien sammen med Frankrig og Tyskland indsendt en fælles note verbale til FN, der udfordrede Kinas krav på Det Sydkinesiske Hav. Desuden irriterede kinesiske diplomaters desinformationskampagne, ofte kaldet Wolf-Warrior diplomati, EU's ledelse. På trods af sådanne problemer i forholdet har EU i en afbalancerende og inklusiv tilgang opfordret til en omfattende aftale om investeringer (CAI) med Kina, hvilket indikerer, at det at engagere Beijing ikke nødvendigvis er en modsætning til dets indo-Stillehavsstrategi.

EU's strategi opfordrer til at udvikle partnerskaber inden for sikkerhed og forsvar. Dens brede sikkerhedsdagsorden omfatter trusler fra ondsindede cyberaktiviteter, desinformation, nye teknologier, terrorisme, organiseret kriminalitet, katastrofeforebyggelse og genopretning, piratkopiering, menneskehandel og økonomiske og menneskelige virkninger af pandemien. Ved at genopfinde sit image som en maritim sikkerhedsaktør er EU indstillet på at forpligte sig til en meningsfuld flådetilstedeværelse og samarbejde med partnerflåder for at overvåge maritim sikkerhed og frihed til sejlads i Indo-Stillehavet i overensstemmelse med international lov.
Som forventet har strategien fulgt Quad-linjen, mens den opfordrer til frie, åbne og sikre maritime ruter, en regelbaseret international orden, opretholdelse af demokratiske værdier og ASEANs centralitet i den regionale arkitektur. Ved at lære af pandemien er diversificering af de globale forsyningskæder væk fra Kina lige så afgørende for EU's økonomiske modstandskraft som for andre. I denne sammenhæng kan EU være en værdifuld partner i regionen for sine ressourcer og ekspertise. Forbindelsesstrategien mellem EU og Asien, der betragtes som EU's svar på Kinas Bælte- og vejinitiativ (BRI), kan moderere Kinas dominans og samtidig udgøre et bæredygtigt alternativ. EU har indgået handelsaftaler med Japan, Sydkorea, Singapore, Vietnam og nogle stillehavslande. Hvis de genoplives og afsluttes med succes, kan de stoppede handelsforhandlinger med Indien forbedre EU's fodfæste i regionen væsentligt.

En strategisk partner som Indien kan blive en vigtig søjle i EU's indo-Stillehavsstrategi. Mens andre lande har set politiske ændringer og justeringer med skiftet af politisk lederskab, har Indien tilbudt kontinuitet og sofistikering gennem årene. I post-Brexit-scenariet vil det kommende Indien-EU-topmøde, der er planlagt til at finde sted den 8. maj, udgøre en platform for konsolidering af strategiske partnerskaber og give mulighed for at øge politikkonvergensen i Indo-Pacific.
EU er en normativ magt og fremmer værdier som demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og international ret. Quad-grupperingen går mere eller mindre ind for de samme idealer for Indo-Stillehavet. EU kan øge sin synlighed som en sikkerhedsaktør i regionen ved at reagere på den geostrategiske byrdedeling med andre ligesindede regionale og globale aktører. Den større inddragelse af EU og konvergens af handlinger med andre aktører vil styrke og give yderligere legitimitet til opfordringen til en regelbaseret international orden i regionen, der ofte krænkes af et selvhævdende Kina.

Forfatteren er assisterende professor ved Center for Europæiske Studier, School of International Studies, Jawaharlal Nehru University, New Delhi