Indien skal spille en nøglerolle i at gøre krav på den Indo-Stillehavsregion

Der er en stigende erkendelse af vigtigheden af ​​maritim sikkerhed, maritime fællesområder og samarbejde. I de sidste par år har næsten alle fælles- eller visionserklæringer i slutningen af ​​forhandlinger på topmødeniveau eller møde mellem store maritime magter givet høj prioritet til maritim sikkerhed og stabilitet.

LEMOA, Indien USADer er en stigende erkendelse af vigtigheden af ​​maritim sikkerhed, maritime fællesområder og samarbejde (Kilde: AP/PTI)

Den fremherskende og fremvoksende internationale orden, karakteriseret ved en ny form for internationalisme og diset geopolitik, finder centralitet i den Indo-Stillehavsregion. Det er den nye arena for strategisk rivalisering, inden for grænserne af indbyrdes afhængighed, og alle større aktører har fremsat Indo-Pacific-relaterede politik- og holdningserklæringer i den seneste tid. Regionens andel af verdens varehandel er over 75 procent, og dens havne er de travleste i verden. Dets bidrag til det globale BNP er omkring 60 pct. Regionen er også kritisk for verdens energistrømme, både for leverandører og forbrugere. Fremkomsten af ​​Kina (og præsident Xi Jinpings store bælte- og vejinitiativ), omlægningen af ​​USA's globale strategi, den nye tilgang vedtaget af Indien, Japan, ASEAN, Frankrig og andre nøgleaktører og nye partnerskaber har yderligere understreget regionens fremtræden .

Det er rigtigt, at Indo-Stillehavet har nogle meget forskellige underregioner, hvor systemer, miljøer og udfordringer er vidt forskellige. Alligevel er regionen nu et sammenhængende strategisk rum på grund af dets øgede sammenhæng. Den geografiske udstrækning af regionen er imidlertid åben for fortolkning. Mens USA anser denne region for at være fra USA's vestkyst til Indiens vestlige kyster, omfatter den anden opfattelse området fra Afrikas østkyst til USA's vestkyst.

Der er en stigende erkendelse af vigtigheden af ​​maritim sikkerhed, maritime fællesområder og samarbejde. I de sidste par år har næsten alle fælles- eller visionserklæringer i slutningen af ​​forhandlinger på topmødeniveau eller møde mellem store maritime magter givet høj prioritet til maritim sikkerhed og stabilitet.

Kina har taget et afgørende skridt fra en kontinental til maritim tankegang, hvor dets maritime orientering er blevet centralt for dets overordnede ambition om at søge en ny model for stormagtsforhold. Den kinesiske holdning har understreget behovet for en lige og retfærdig verdensorden og har understreget, at den amerikanske tilgang til globale og regionale spørgsmål er blevet overflødig. Den amerikanske Indo-Pacific Strategy Report, udgivet den 1. juni, skitserer USA's holdning og plan om at bevare sin indflydelse i regionen gennem partnerskaber og beredskab. Det understreger den strategiske rivalisering med Kina og identificerer det som en revisionistisk magt, som underminerer det internationale system indefra. Den betragter den kinesiske økonomiske model for regionen, med tilskyndelser og sanktioner, som rovdrift, hvor Kina opererer i gråzonen mellem fred og fjendtligheder. Det identificerer også Rusland som en revitaliseret ondartet skuespiller. Rapporten understreger konsekvent den regelbaserede internationale orden og det frie og åbne Indo-Stillehave. Det understreger også navigationsfriheden.

Indien har i de senere år bevæget sig fra at være en modvillig maritim magt til en bevidst. Den har søgt at tilpasse sin indo-Stillehavsstrategi med nationale maritime interesser og har udviklet partnerskaber i overensstemmelse hermed. I sin første periode tildelte Narendra Modi-regeringen høj prioritet til maritim stabilitet og sikkerhed. Det understregede regional forbindelse og vækst gennem Sikkerhed og vækst for alle i regionen (SAGAR). Få vigtige bilaterale logistik- og støtteaftaler er blevet afsluttet, og nogle er undervejs. Den blå økonomi har fået nyt skub, især gennem Project Sagarmala. Samarbejde om den blå økonomi var også inkluderet i handlingsplanen på BIMSTEC-mødet i Kathmandu. Der er fortsat bestræbelser på at øge Indiens troværdighed som en pålidelig søfartsmagt yderligere, hvor den indiske flåde og andre agenturer tager nye initiativer.

Men der skal gøres mere. Dette anerkendes af den nye regering, som det fremgår af invitationerne til dens aflæggelsesceremoni den 30. maj. Premierministerens jomfrubesøg i sin anden periode til Maldiverne og Sri Lanka skyldes til dels denne anerkendelse. For at fastholde fokus på Indo-Stillehavet kan den nye regering se på følgende.

For det første, forfølge en proaktiv strategi for regionen, herunder et afgørende skridt til det næste niveau af maritim orientering, og spille en nøglerolle i den udviklende fortælling. Der er behov for at give form og substans til SAGAR med en passende implementeringsplan. Bilaterale, trilaterale, quadrilaterale og multilaterale partnerskaber i Indo-Stillehavet bør styrkes. Indien bør igangsætte nye samarbejdsprojekter og accelerere fremdriften i igangværende projekter inden for infrastruktur, fremstilling, handel og turisme, med særligt fokus på tilslutningsmuligheder, kystområder og havne. Mens initiativerne for blå økonomi og ressourcemodstandsdygtighed kan fremmes på bilateralt og subregionalt niveau, kan dets potentiale på regionalt niveau udnyttes passende til at øge stabilitet og velstand.

For det andet kan Indien spille en lederrolle i udviklingen af ​​en fælles forståelse af frihed til navigation. Næsten alle lande er enige om, at der burde være fri sejlads i maritime fællesområder. Fortolkningerne af international sølov (IML) relateret til fri sejlads er dog meget forskellige. Dette er særligt relevant med hensyn til bestemmelser i FN's havretskonvention (UNCLOS), såsom passage, overvågning og øvelser gennem forskellige maritime zoner og nogle rettigheder i den eksklusive økonomiske zone. Derudover er de nationale søfartslove i nogle lande i betydelig uoverensstemmelse med IML. Selvom det er vigtigt at understrege frihed til navigation ved nøglemøder, er det lige så vigtigt at dykke dybere for at udvikle en fælles forståelse. Indiens rekord for at overholde IML og dets troværdighed som en maritim magt, gør det til en ideel kandidat til at lede en sådan indsats.

For det tredje, øge den operationelle rækkevidde, næring og fodaftrykket i Indo-Stillehavet. Dette ville muliggøre en længere tilstedeværelse i interesseområderne og samtidig styrke stabiliteten. Bilaterale logistik- og støtteordninger, der allerede er aftalt, skal operationaliseres og nye ordninger færdiggøres.

For det fjerde gør en håndgribelig indvirkning gennem Project Sagarmala med fokus på havneudvikling, tilslutningsmuligheder, havnestyret industrialisering og kystsamfundsudvikling. Investeringer — planlagte og forudsagte — og den potentielle skabelse af direkte og indirekte arbejdspladser bør realiseres rettidigt og effektivt. Lignende projekter bør undersøges i partnerskab med andre lande. Sideløbende bør der foretages en kapacitetsforøgelse af den indiske handelsflåde.

Og for det femte bør Indien undersøge oprettelsen af ​​et center for Indo-Pacific Studies, helst i Port Blair, på Andaman- og Nicobarøerne. Dette bør være et multidisciplinært center og kan skabes efter en offentlig-privat partnerskabsmodel.

— Denne artikel dukkede første gang op i den trykte udgave den 18. juni 2019 under titlen 'Claiming the Indo-Pacific'