Lektioner fra 1952, 1967, 1977

Indira Gandhis frækhed, som få forudså, splittede kongressen i sommeren 1969 og staten Pakistan i vinteren 1971-72. I marts 1971, længe før befrielsen af ​​Bangladesh, havde denne vovemod bragt Indiras kongres 352 pladser ud af 545 i en midtvejsmåling.

Nehru opnåede ikke 1952's største opgørelse. Den bedrift tilhørte Ravi Narayan Reddy, det kommunistiske parlamentsmedlem fra Nalgonda (nu i Telangana), som havde fået over 3.00.000 stemmer.

Da parlamentsmedlemmer blev valgt til vores republiks første Lok Sabha i 1952, havde Delhi ingen Indian Express eller Times of India. Den eneste konkurrence til The Hindustan Times kom fra The Statesman, britisk ejet på det tidspunkt.

Når jeg boede med forældre og søskende i en Connaught Circus-lejlighed over kontorerne og trykkeriet i The Hindustan Times (min far Devadas Gandhi var avisens redaktør), gik jeg, 16 på det tidspunkt, ofte bag glasrammen, der viste 'Spot News' ' fra HT-bygningens første sal til forbipasserende eller en menneskemængde nedenunder. Jeg havde lært at læse det 'Spot News'-panel bagfra.

På tælledagen i 1952 erklærede 'Spot News': 'SUCHETA KRIPALANI BESLÅR MANMOHINI SAHGAL'. En bengalsk dame, der havde forladt kongressen for at slutte sig til Kisan Mazdoor Praja-partiet, grundlagt af hendes sindhi-mand (Acharya Kripalani), Sucheta havde snævert slået kongres-kandidaten i valgkredsen i New Delhi, en Kashmiri-dame, der var relateret til Nehrus.

Som uafhængig var Durga Das, den dygtigste reporter, der havde forladt The Statesman for at slutte sig til The Hindustan Times, kommet på en fjern tredjeplads.

I 1952 var Jawaharlal Nehru alment elsket og enormt populær. Kongressen vandt 45 procent af de nationale stemmer og 364 sæder ud af i alt 489. Selvom det ikke officielt blev kaldt oppositionsleder, AK Gopalan fra det kommunistiske parti, en Malayali Nair, ledede den største oppositionsblok i Lok Sabha — hans parti havde vundet alle 16 mandater. KMPP, Kripalani-partiet, vandt 9 og socialisterne 12. Fra Delhi var Sucheta det eneste ikke-kongres-parlamentsmedlem.

Men Nehru opnåede ikke 1952's største opgørelse. Den bedrift tilhørte Ravi Narayan Reddy, det kommunistiske parlamentsmedlem fra Nalgonda (nu i Telangana), som havde fået over 3.00.000 stemmer.

I 1967, da den 4. Lok Sabha blev valgt, var billedet meget anderledes. Nehru var død i 1964, Lal Bahadur Shastri i 1966, og evnen til Shastris lille efterfølger, 50-årige Indira Gandhi, var endnu uprøvet.

Selvom kongressen igen vandt med 40,78 procent af stemmerne (283 ud af 520 sæder), havde oppositionen endelig lugtet muligheden for en ikke-kongresregering i centret. I flere stater erstattede oppositionspartierne desuden i 1967 enten kongressen (DMK i Tamil Nadu, venstrefløjen i Kerala og Swatantra i Odisha) eller knuste dens styrke, som UP, Vestbengalen, Bihar, Rajasthan og Punjab så.

Oppositionens disharmoni blev dog afspejlet i den 4. Lok Sabha. Swatantra, som havde 44 pladser, Jana Sangh (35), CPI (23), CPM (19), SSP (23), PSP (13) og DMK (24) var ankommet til parlamentet med modstridende dagsordener.

Indira Gandhis frækhed, som få forudså, splittede kongressen i sommeren 1969 og staten Pakistan i vinteren 1971-72. I marts 1971, længe før befrielsen af ​​Bangladesh, havde denne vovemod bragt Indiras kongres 352 pladser ud af 545 i en midtvejsmåling.

Fire år senere, tidligt om morgenen den 26. juni 1975, ankom min kone og jeg til Chennais hovedbanegård. Da vi tog turen i sidste øjeblik, havde vi sovet på aviser på togets etage. Jeg hørte en person på Chennai-platformen tale om 'Emergency'.

Halvandet år senere, i januar 1977, annoncerede Indira Gandhi overraskende nye valg og løsladelsen af ​​politiske ledere. Jeg var igen i Chennai og boede i Kalki Gardens, som tilhørte det uforlignelige par, T Sadasivam og M S Subbulakshmi. Kalki Gardens var også hvor Acharya Kripalani, dengang 88, blev indlogeret.

Selvom han havde modsat sig nødsituationen, var Dada Kipalani for gammel til at blive arresteret. Da januar 1977 blev til februar og februar til marts, hvor der blev afholdt valg til den 6. Lok Sabha, havde jeg det privilegium at følge den politiske udvikling i Dada Kripalanis og Sadasivamernes selskab.

Disse begivenheder omfattede dannelsen af ​​Janata-partiet, Babu Jagjivan Rams overgang fra kongressen og fru Gandhis nederlag i Rae Bareli.

For mange i Indien oplevede natten med valgresultater, den 20. marts 1977, en konstant stigning i en drømt om, men uanede glæde. Nogen fra Delhi ville senere huske for mig: Vi stod foran The Indian Express's Spot News. Alfabet for alfabet blev nyhederne flashet. Da bogstavet 'D' dukkede op efter 'Indira Gandhi', eksploderede vi i fest.

I den 6. Lok Sabha vandt kongressen (I) ikke et eneste sæde i UP, Bihar, Punjab eller Delhi, kun et sæde i MP og Rajasthan og kun tre i Vestbengalen.

Alligevel stemte Sydindien rungende til Indiras favør. I Kerala blev alle 20 Lok Sabha-sæder vundet af en kongresledet alliance. I Andhra vandt kongressen 41 ud af 42 pladser, i Karnataka 26 ud af 28. Og i Tamil Nadu vandt en Kongres-AIADMK-CPI-alliance 33 ud af 39 pladser. I Maharashtra vandt kongressen 20 ud af 48 pladser i 1977. Kongressens allierede i Indien var 154 sammenlignet med Janatas 308.

Hvad siger historien så om valg i Indien? Det minder os blandt andet om, at den indiske vælger til tider godt kan lide at overraske. Overordnet set tyder historien også på, at selvom nogle politikere måske er vovede eller i stand til at knytte alliancer, bygge et jordnært maskineri og smøre det maskineri med midler, har det sidste ord normalt tilhørt den indiske vælger.

Men historien i andre dele af verden indeholder en advarsel. Vær på vagt, når nationalisme smelter sammen med had. Som digteren Manash Firaq Bhattacharjee minder os om, mens inderne normalt fejrer valg som festivaler, uddriver ondskaben den festlige ånd. Toksicitet, har verden advaret om, kan for en stund påvirke store tal. Med tiden vil toksiciteten forsvinde, men ingen ved, hvor langt eller kort det forløb er.

Rajmohan Gandhi er forskningsprofessor ved Center for South Asian and Middle Eastern Studies, University of Illinois i Urbana-Champaign