Shashi Tharoor har ret, Ramayana og Mahabharatha skal fejres for deres litterære glans

At læse de to epos som et religionsværk er uberettiget og intet andet end politisk motiveret.

shashi tharoor, shashi tharoor ny bog, Tharoor, ramayana, mahabharata, Shashi Tharoor om Ramayana og Mahabharata, Shashi Tharoor i Lucknow, Indian ExpressKongres-parlamentsmedlem Shashi Tharoor (PTI-foto)

Der er konstant uklarhed, når man tænker på, hvilken rolle oldtidens litteratur har at spille i et lands samlede udvikling. Det er svært at sige, om det skal ses som en kilde til historie, eller som bevis på et lands kreative præstationer eller som evangelisk sandhed, der giver substans til et samfunds religiøse og kulturelle overbevisninger. I et foredrag for nylig afholdt i Lucknow, rapporteres det, at kongressens parlamentsmedlem Shashi Tharoor har sagt, at de indiske eposer, Mahabharata og Ramayana, burde undervises som litteratur til skolebørn snarere end som religiøse tekster. Tharoors kommentar vil helt sikkert tiltrække modreaktioner fra dem, der er overbevist om, at de to store eposer er destilleret hinduistisk visdom. Men hvis man skulle undersøge Tharoors bemærkning objektivt, ville man indse, hvorfor det faktisk er nødvendigt at læse Ramayana og Mahabharata som litterære præstationer produceret på det indiske subkontinent, snarere end som hinduistiske tekster.

For det første har historikere igen og igen bemærket, at hinduismen, som vi kender den i dag, langt fra er en institutionaliseret religion som islam eller kristendom. Hinduismen er snarere en livsstil, der fik en institutionaliseret ramme, da briterne koloniserede landet. Sætter man tingene ind i dette perspektiv, ville det være svært at sige, at Ramayana og Mahabharata, skrevet som de måske var mellem det 4. århundrede fvt. og det 4. århundrede e.Kr., rummer enhver form for tilsigtet religiøsitet i sig. I modsætning til Koranen og Bibelen, der indeholder fortællinger fra profeten og Jesus, er Ramayana og Mahabharata dybest set lange poetiske fortællinger med en moralistisk snarere end religiøs tilbøjelighed til det. At læse de to epos som et religionsværk er uberettiget og intet andet end politisk motiveret.

Hvis man holdt den givne hinduistiske identitet af de to tekster til side og læste den som et litteraturværk, ville man blive forbløffet over at bemærke den slags litterære vidundere, der blev skabt ud af subkontinentet så mange århundreder tilbage. Mahabharataen menes at være det længste episke digt i verden, meget længere end de to store græske epos - Iliaden og Odysseen. Eposet indeholder omkring 1.00.000 vers og har viden om statshåndværk, filosofi, jura og etik. Ramayanaen på den anden side indeholder 24.000 vers og er så bredt anset ikke bare i Indien, men også internationalt, at der i årenes løb er blevet udgivet adskillige genfortællinger af eposet over hele Sydasien. Essensen af ​​de to eposer skal placeres i deres litterære glans.

Den anden ting at tage væk fra begge disse etik er de detaljer, de giver om menneskelig erfaring i det første årtusinde e.Kr. Litteratur er måske en af ​​de bedste kilder til oldtidens historie. Det er endnu mere tilfældet med Ramayana og Mahabharata på grund af den fine detaljering af menneskelige følelser, de giver, som det moderne menneske kan relatere til. Dermed ikke sagt, at de to tekster er historisk korrekte. Men de giver som referencepunkter for at forstå det gamle indiske samfund.

Det største bidrag fra de to eposer er imidlertid den slags substans, de giver til vores identitetsdannelse som indianere. Som påpeget af Tharoor i samme tale, når skoler underviser Shakespeare til deres elever og udelader de gamle indiske tekster, gentager vi simpelthen det faktum, at Vesten er overlegne i deres litterære præstationer. Klassiske indiske tekster skal gøres til en del af alle indianeres identitet, uanset religion. Den litterære glans, som Ramayana og Mahabharata er, skal ikke forstås som opnåelsen af ​​en glorværdig hinduistisk fortid, men snarere som præstationer af højt dygtige, talentfulde forfattere fra det indiske subkontinent.