Telemedicin er svaret, men hvem vil lukke dets huller?

Nye retningslinjer efterlader flere spørgsmål ubesvarede, herunder spørgsmål vedrørende datasikkerhed og involvering af teknologiudbydere.

Covid-19Centralregeringens seneste forsøg på at presse den nationale digitale sundhedsmission ved at udvikle initiativer som forenet sundhedsgrænseflade og Digi Doctor vil sandsynligvis øge rækkevidden af ​​telemedicin i Indien.

Skrevet af Sahil Raveen og Harpreet Singh Gupta

Den anden bølge af Covid-19-pandemien i Indien afslørede den skrøbelige indiske sundhedsinfrastruktur på ingen måde. På toppen af ​​den anden bølge var sociale medier og nyheder fulde af historier om patienter, der ikke engang var i stand til at konsultere læger telefonisk og lade være med at møde dem til en fysisk konsultation. Efterhånden som pandemien voksede, kom forskellige institutioner og organisationer frem med oplysninger om sundhedspersonale, der var tilgængelige for høring via videokonference eller telefonisk. I mangel af klare regler forblev der tvivl i folks sind om ægtheden af ​​sådanne konsultationer. Derfor, når stater begynder at forberede sundhedssystemet på yderligere bølger af Covid-19, er det vigtigt at forstå behovet for at fremme og regulere telemedicin for at reducere stresset på sundhedsinfrastrukturen.

Indien står over for en vanskelig udfordring med hurtigt at hæve niveauet af sundhedsinfrastruktur, især i landdistrikter. Vanskeligheden forstærkes af, at omkring 75 procent læger opholder sig i byer og byer, mens omkring 65 procent af Indiens befolkning bor i landdistrikter. For at bygge bro over denne kløft har centret anerkendt telemedicin som løsningen på kort til mellemlang sigt. Den nylige udvidelse af National Digital Health Mission med udrulningen af ​​Unified Health interface (UHI) i fremtiden giver klare hints om regeringens hensigt om at satse betydeligt på telemedicin i kampen mod Covid-19. Men selvom det går i den rigtige retning, er det vigtigt at varetage såvel sundhedspersonalets som patienternes interesser.

Også i Opinion| Seniorministre i Indiens regering synes nu at tro på deres egne løgne

Mens telemedicin har været til stede i Indien siden begyndelsen af ​​2000'erne, har der været flere tvivl om dens lovlighed. Da Indien gik ind i sin første lockdown i marts 2020, offentliggjorde bestyrelsen, Medical Council of India, Telemedicine Practice Guidelines, 2020 ('Telemedicine Guidelines'), der fastlægger de grundlæggende rammer for at praktisere telemedicin i Indien. Mens retningslinjerne fjerner tvetydigheden omkring legitimiteten af ​​telemedicin, lader de stadig adskillige spørgsmål stå ubesvarede, herunder spørgsmål vedrørende sikkerheden af ​​hele processen og involvering af teknologiudbydere.

For det første behandler retningslinjerne ikke problemerne vedrørende de data, der genereres i processen med telemedicin. Mens retningslinjerne foreskriver, at de registrerede læger (RMP'er) skal sikre patientens privatliv og fortrolighed, undlader de at fastlægge nogen standarder vedrørende teknologi, der kræves for at sikre sikkerheden af ​​patientens elektroniske journaler eller det udtrykkelige ansvar i tilfælde af læk af data fra kommunikationsmedier valgt af RMP. For det andet er retningslinjerne heller ikke i stand til at fastlægge de tekniske minimumskrav, der kræves med henblik på et vellykket telemedicinprogram. For det tredje behandler retningslinjerne heller ikke teknologiudbyderes eller institutioners ansvar i tilfælde af brud på data eller i tilfælde af tilstedeværelse af uautoriserede RMP'er på sådanne platforme. Retningslinjerne giver kun mulighed for sortlistning af sådanne teknologiudbydere, som undlader at verificere de personer, der leverer telemedicinske tjenester på deres platform. Fraværet af en klar klagemekanisme med hensyn til telemedicintjenesteudbydere er en anden væsentlig udeladelse i retningslinjerne.

Disse aspekter tilsammen skaber betydelig tvivl om privatlivets fred for folks sundhedsdata i den telemedicinske proces, hvilket kan føre til nedsat tillid til hele øvelsen. Ydermere, efterhånden som populariteten af ​​telemedicin og endda telekirurgi vokser i Indien, vil der sandsynligvis opstå betydelige udfordringer såsom medicinsk-juridisk ansvar for læger i tilfælde af uagtsomme konsultationer eller operationer, som heller ikke er blevet behandlet af retningslinjerne. Derfor kan det konstateres, at retningslinjerne i deres nuværende form ikke gør meget for at imødegå de regulatoriske problemer, der sandsynligvis vil opstå, når teknologiudbydere og sundhedsinstitutioner involverer sig i telemedicin- og telekirurgisektoren i stor skala.

Covid-19 og de udfordringer, der opstår deraf, har givet centrale og statslige regeringer en stor mulighed for at øge populariteten af ​​telemedicin i Indien og reducere byrden på den overbebyrdede sundhedssektor. Centralregeringens seneste forsøg på at presse den nationale digitale sundhedsmission ved at udvikle initiativer som forenet sundhedsgrænseflade og Digi Doctor vil sandsynligvis øge rækkevidden af ​​telemedicin i Indien. Men som det fremgår af diskussionen ovenfor, er der et presserende behov for at tage fat på spørgsmålene vedrørende datasikkerhed, privatliv samt afgrænsning af ansvar for teknologiudbydere og sundhedspersonale for at imødegå tillidsgabet mellem patienter og telemedicinudbydere. For at løse disse problemer kan Indien søge vejledning i retningslinjerne for telemedicin i forskellige provinser i Canada og USA, som har et veletableret system for telemedicin. Samtidig skal vi også huske på de unikke problemer, som Indien sandsynligvis vil stå over for i fjerntliggende områder. Afslutningsvis mener vi, at et rettidigt indgreb i opdatering af reglerne er timens behov for øget accept og sikkerhed hos de interessenter, der er involveret i telemedicin.

Forfatterne er Delhi-baserede advokater.