Transparency Internationals Corruption Perception Index er mangelfuld i forhold til at opfordre regeringer til at gennemføre reformer

Corruption Perception Index genererer kortvarig hype/hysteri, men fremkalder sjældent en Pygmalion-effekt.

Tilskynder CPI regeringer til at iværksætte anti-korruptionsreformer, kaldet Pygmalion-effekten?

Måling af korruption er forblevet et vedvarende problem. Transparency Internationals (TI) første Corruption Perception Index (CPI) udgivet i 1995 var et modigt initiativ. Indtil da var korruption et tabuemne. Internationale finansielle institutioner betragtede korruption som et internt politisk anliggende i de respektive lande. Tilskynder CPI regeringer til at iværksætte anti-korruptionsreformer, kaldet Pygmalion-effekten?

Eksperter hævder, at CPI ikke er en afspejling af korruptionsmiljøet i et land, og at det ikke kan være en plan for vedvarende reformer, fordi det undlader at fremhæve pressepunkterne.

For det første er CPI et indeks over indeks og mangler repræsentativitet. Fra 2002 anvender TI kun ekspertvurderinger og undersøgelser af erhvervsfolk, eksklusive undersøgelser af offentligheden. Dette genererer en stikprøvebias, da erhvervseliter er mindre negative over for former for korruption, der favoriserer deres egen gruppe. Effektivt betyder det, at den ignorerer de fattiges erfaringer og perspektiver. Det betyder også, at interesserne for uofficielle virksomheder, som beskæftiger det overvældende flertal af befolkningen i fattige lande, ignoreres. De kulturelle nuancer af korruption i erhvervslivet gør vandene yderligere mudret. Udenlandske forretningsfolk kan betragte Diwali-gaver som korruptionshandlinger, der er sædvanlige for lokale forretningsfolk uden en tilsvarende modydelse.

CPI indsnævrer definitionen af ​​korruption til modtagelse af bestikkelse og er derfor uhensigtsmæssig for en detaljeret reform. Den skelner ikke mellem et bredere katalog af korrupte handlinger, såsom nepotisme, afpresning, protektion, faciliterende betalinger, hemmelige netværk, administrativ og politisk korruption eller statstilfangetagelse af store private interesser. CPI gør reduktion af korruption, der er skadelig for udenlandske investorer, til det dominerende paradigme for reformer.

En anden blind plet er, at mens CPI sætter fokus på de største bestikkelsestagere i verden, lader det de store bestikkelsesgivere og sikre tilflugtssteder for plyndrede midler komme ud af krogen. CPI kræver minimum tre undersøgelser pr. land. Som følge heraf kan et betydeligt antal lande ikke indgå i forbrugerprisindekset. I 2003 scorede CPI 133 lande. Alene baseret på FN-medlemskab betød det, at 58 lande manglede på indekset. Den manglende uregelmæssighed (lande falder ind og ud) gør rangordenen irrelevant. Indiens højeste rang var i 1995, hvor den lå på 35. På det tidspunkt var dog kun 41 nationer inkluderet i CPI. Indien blev rangeret 95., det laveste nogensinde, i 2011, hvor CPI havde inkluderet 182 lande (højeste antal).

Bortset fra den overordnede rang er der det andet tal i CPI — integritetsscoren (ud af 10). Ti står for et meget rent land, mens nul er for et land, hvor tilbageslag og bestikkelse dominerer forretningstransaktioner. Ideelt set bør man basere sammenligninger med landets tidligere score. En højere score indikerer, at respondenterne gav bedre vurderinger, mens en lavere score tyder på, at de reviderede deres opfattelse nedad.

Man skal også behandle denne metrik med forsigtighed. Med TI's egne ord skyldes ændringer fra år til år i et lands score ikke kun en ændret opfattelse af et lands præstationer, men også fra ændrede stikprøver og metodologi. CPI udelukker ganske vist ikke-opdaterede kilder og inkluderer nye, pålidelige. TI sammenligner dette med problemet med at designe et prisindeks for en varekurv. Det er ikke muligt at sammenligne prisindekset for én periode med det næste, da ingredienserne i selve den oprindelige kurv har ændret sig. Derudover eksisterer der inden for CPI's metodologi en implicit dataforsinkelse.

Et andet problem med indsamlingen af ​​opfattelser opstår, når respondenterne ikke rapporterer deres personlige oplevelser, men stoler på mediedækning. Anti-korruptionsdrift kan bringe korruption til syne netop i en periode med ægte reformer. Indiens score på CPI faldt i 2011, året for afdækningen af ​​større korruptionssvindel. Vurderingen af ​​et land kan så afspejle kvaliteten af ​​pressen i afdækningen af ​​skandaler, og især dets frihed til at gøre det. Lande, der undertrykker en fri presse, kan undslippe et dårligt ry.

CPI måler opfattelser og ikke faktiske forekomster af korruption. Vi demonstrerer dette med det Indien-specifikke eksempel fra TI's Global Corruption Barometer (GCB). I 2020 GCB mente 89 procent af inderne, at regeringskorruption var et stort problem, mens 39 procent af inderne faktisk havde betalt bestikkelse i de foregående 12 måneder. De sammenlignelige tal for 2017 GCB fremhæver denne dikotomi mellem opfattelse og praksis. I 2017 GCB troede 41 procent af inderne, at korruptionen var steget, mens 63 procent faktisk betalte bestikkelse i de foregående 12 måneder.

Dette er ikke for at nedgøre CPI. TI, som er en NGO, fastslår pålideligheden af ​​CPI inden for korruptionsvurderinger. Dets selvstændige brug er muligvis ikke resultatgivende. Ikke desto mindre, hvis man udelukker en afhængighed af placeringer, kan CPI være et nyttigt værktøj til en bred longitudinel vurdering af et land. Dette er muligvis ikke nyttigt, hvor ændringerne i scoringerne ikke er drastiske. Fra 1995-2020 har Indiens score bevæget sig i sneglefart fra 2,63 til 4,1 (ud af 10). Et andet alternativ kunne være, at et nationalt statsligt organ udfører korruptionsvurderinger. Dette kan lide under en opfattelse af, at den statslige vurdering er forudindtaget. Brugen af ​​proxy-data kan hjælpe med at overvinde dette.

CPI vil være meningsfuldt, når det forstås i den nationale kontekst og sammen med andre indekser såsom Global Corruption Barometer, Press Freedom Index og Rule of Law Index osv. For at konkludere, genererer CPI kortvarig hype/hysteri, men fremkalder sjældent en Pygmalion-effekt .

Denne artikel udkom første gang i den trykte udgave den 25. februar 2021 under titlen 'Et mangelfuldt indeks'. Mahajan er Chief Commissioner, CBIC og Sinha er direktør, International Anti-Corruption Academy, Østrig