Hvor er den høje produktivitet, bedre kvalitet job i Indien?

Mahesh Vyas skriver: Den stigende arbejdsløshed har endnu ikke fået den opmærksomhed, den fortjener fra regeringen.

I dag ser en arbejdsløshed på 7-8 procent ud til at være normen, og sådanne niveauer ser ikke ud til at have nogen betydning. Arbejdsløsheden er ikke et input til politikudformningen.

Indiens arbejdsløshed i august var 8,3 pct. Det var højere end de 7 pct., der blev registreret i juli. Men det var bedre end de 9,2 procent i juni og 11,8 procent i maj 2021. På trods af udsvingene fra måned til måned er det alle meget høje arbejdsløshedsprocenter.

I maj 2019, da regeringen efter megen modstand endelig offentliggjorde resultaterne fra Periodic Labour Force Survey (PLFS), vedrørte de fleste problemer den historisk høje arbejdsløshed på 6,1 procent i 2017-18 (juli til juni). Det var på det højeste i 45 år. Indtil da var Indien vant til at registrere en arbejdsløshed på omkring 3 procent. I dag ser en arbejdsløshed på 7-8 procent ud til at være normen, og sådanne niveauer ser ikke ud til at have nogen betydning. Arbejdsløsheden er ikke et input til politikudformningen.

En høj og stigende arbejdsløshed er åbenbart ikke et potent politisk værktøj i Indien. Mellem inflation og arbejdsløshed, de to økonomiske indikatorer, teoretisk forbundet med Phillipskurven, er det inflationen, der har den politiske magt.

Inflationen skader næsten hele befolkningen. Lige så vigtigt kan høje inflationsrater forstyrre de finansielle markeder, som igen lægger pres på regulatorer for at holde inflationen under kontrol. Arbejdsløshedsprocenten har ikke sådan en valgkreds.

Arbejdsløshed rammer kun de ledige direkte, som ikke tæller meget. En arbejdsløshed på 7 procent påvirker mindre end 3 procent af befolkningen. Værre endnu, samfundet opfatter det at være arbejdsløs som en individuel mangel og ikke et resultat af et makroøkonomisk utilpashed. Offeret lider under vanæret, ikke systemet. De arbejdsløse ses som utilstrækkeligt uddannede, akavet eller ukloge. Implicit i denne tænkning er den fejlagtige tro på, at hvis disse mennesker skulle arbejde hårdere og være skarpere, kunne de alle finde job.

Mens arbejdsløshed ikke kan være et politisk værktøj, kan beskæftigelse være et, og dette potentiale viser sig i form af krav om jobreservation. Mangel på beskæftigelsesmuligheder giver naturligvis styrke til forbehold som et politisk værktøj. Mangel på passende job er et økonomisk problem, der fortjener mere analytisk og politisk opmærksomhed end den politiske opmærksomhed, det får i Indien.

Arbejdsløshedsprocenten er ikke den vigtigste arbejdsmarkedsindikator for et land som Indien. Arbejdsløshedsprocenten er et mål for økonomiens manglende evne til kun at skaffe job til dem, der søger arbejde. Men i Indien søger folk meget ofte ikke efter job i den tro, at ingen er ledige. Teknisk set viser dette sig som en lav arbejdsstyrkedeltagelsesrate (LFPR). Indiens LFPR ligger på omkring 40 procent, når den globale rate er tæt på 60 procent. Det er vigtigt, at denne tro på nytteløsheden af ​​en jobjagt overvindes af en eksplosiv skabelse af nye formelle job af god kvalitet. Formelle jobs af god kvalitet er så få, at intet mindre end en eksplosiv vækst i deres antal vil hjælpe med at overvinde den nuværende uvilje.

I et land med over en milliard voksne er der mindre end 80 millioner lønmodtagerjob. Hvor skulle de resterende 920 millioner gå hen for at finde beskæftigelse? Mere end halvdelen vælger ikke at søge arbejde. De resterende er selvstændige som landmænd, daglønsarbejdere og iværksættere af enhver art. For landmanden eller den daglige lønarbejder eller den lille iværksætter er status som arbejdsløs eller ikke at søge arbejde dynamisk og endda uklar. Når der begynder at blive mangel på job, bliver daglønarbejderen så arbejdsløs eller falder hun ud af arbejdsstyrken? Dette er en sindstilstand, der er et virvar af håb, indsats og ennui. Set fra linsen af ​​denne ofte slørede status er det en udfordring at fortolke arbejdsløshedsprocenten.

Beskæftigelse kan være reel, hvis vi ikke reducerer dens betydning til en latterligt afslappet definition, som det officielle system gør. Du er erklæret beskæftiget, hvis du er engageret i en eller anden økonomisk aktivitet i blot en time i en af ​​de seneste syv dage.

En nyttig arbejdsmarkedsmåling for et land som Indien er beskæftigelsesfrekvensen. Dette måler den andel af befolkningen over 14 år, der er i beskæftigelse. Vi bruger CMIE’s definition af beskæftigelse, der kræver, at en person er ansat i en bedre del af en dag for at kvalificere sig.

Indiens rekord i at skaffe beskæftigelse til dets befolkning har været uhyggeligt dårlig. I 2016-17 var kun 42,8 procent af befolkningen i den erhvervsaktive alder beskæftiget. Dette faldt til 41,7 procent i 2017-18 og yderligere til 40,2 procent i 2018-19 og derefter til 39,5 procent i 2019-20. I pandemiens år faldt den til 36,5 pct. Det kom sig ikke fra dette lave niveau i de første fem måneder af 2021-22.

Antallet af beskæftigede var 408,9 millioner i 2019-20. I august 2021 var beskæftigelsen meget lavere med 397,8 mio. Indien giver stadig 9,2 millioner job mindre, end det gav før pandemien. Og beskæftigelsen fortsætter med at falde. Det faldt med næsten 2 millioner fra 399,7 millioner i juli 2021. En omvendt migration er i gang. Folk bevæger sig væk fra fabrikker, efterhånden som produktionsarbejdspladser skrumper, til gårde, der hovedsageligt giver husly i form af skjult arbejdsløshed. I august kunne selv gårdene ikke absorbere den overskydende arbejdskraft, der væltede ud fra fabrikker og kontorer. Labour gik over til at levere ulige ydelser til husholdningssektoren og ind i detailhandlen, formentlig som budbringer.

Med behørig respekt for alle former for arbejdskraft kan det ikke være en nations ønske at flytte folk væk fra høj produktivitet, job af bedre kvalitet i fremstillingssektoren til lavproduktiv beskæftigelse i landbruget eller som gartnere eller sikkerhedsvagter i husholdningssektoren. Beskæftigelsesmulighederne skal udvides i områder, hvor arbejdskraft er indsat for at levere højere produktivitet for virksomheder og højere afkast til arbejdskraft. Det er ikke den retning, vi ser.

En stor del af løsningen på denne mangel på passende job er at øge investeringerne. Til dette skal investeringsklimaet være erhvervsvenligt, og statslige indgreb skal flyttes væk fra støtte på udbudssiden til at stimulere efterspørgslen.

Denne klumme udkom første gang i den trykte udgave den 18. september 2021 under titlen 'A job to do'. Forfatteren er administrerende direktør og administrerende direktør, Center for Monitoring Indian Economy.