I Yogendra Singhs arbejde gik historicitet og universalitet hånd i hånd
- Kategori: Kolonner
Singh var ingen nativistisk propagandist, der ville indianisere samfundsvidenskaben.
Yogendra Singh. (Express foto) Professor Yogendra Singh døde i en alder af 87 den 9. maj. Han tilhørte den oprindelige bande på fem med Moonis Raza, S Gopal, Rasheeduddin Khan og Krishna Bharadwaj, som i 1969 etablerede Jawaharlal Nehru Universitys nu berømte School of Social Videnskaber. De er alle gået, og nu har han også forladt os.
Dit første billede af professor Singh ville sandsynligvis være billedet af en ret ligetil universitetslærer fra en almindelig velstillet, men landlig baggrund. Hvor forkert ville du tage? Meget. Om noget var Singh langt fra den stereotype indiske intellektuelle. Hvis du ønskede at se ham på hans stridbare, intellektuelle bedste, var du nødt til at ophidse hans teoretiske knogle. Denne stille mand ville pludselig blive levende.
Det mest dominerende billede, jeg har af Singh, er billedet af en stærk hjemmelavet samfundsvidenskabelig teoretiker, der kunne holde sig mod de bedste overalt i verden. Alligevel, og det er meget betydningsfuldt, var Singh ingen nativistisk propagandist, der ville indianisere samfundsvidenskaben. Han var en stærk tilhænger af at historisere sociale teorier og kontekstualisere begreber. Efter hans mening er dette den form for øvelse, der ville gøre det muligt for en at støtte universelle kategorier og give mulighed for et frit flow af videnskab på tværs af kulturer.
Den ene gang, han var virkelig ked af mig, var, da jeg besøgte ham i 1973, eller engang omkring dengang, med et tidligt ph.d.-udkast, der hævdede begreber, som om de var sandheder i sig selv. Efter den nedklædning, udført som altid, uden en hævet stemme, blev min ungdommelige romantik med jargon rystet betydeligt. Det eneste irritationsblik i ham var hans rynkede pande, ikke mere: Da dette var et særligt usædvanligt udtryk i hans tilfælde, var beskeden om misbilligelse meget tydelig, når det skete.
Med hensyn til sin evne til at forbinde teori med fakta havde Singh få paralleller. Han kendte landdistrikterne Indien indgående og behøvede ikke selvbevidst at hævde sin viden om livet på landet, som nogle af os gør. Samtidig havde han også studeret vestlige traditioner nøje - og som følge heraf var de ikke længere fremmede for ham. Som han ofte sagde i klassen og i hans bøger og artikler, gør historicitet og universalitet bedst, når de går hånd i hånd. Denne position kommer markant til udtryk i alle hans værker og kan fungere som et ledemotiv for Singhs enorme bidrag til samfundsvidenskabelig viden.
For eksempel var han den første, der insisterede på, at debatten om kaste versus klasse var ugennemtænkt. Det var to forskellige slags fænomener, og at tro, at det ene fortrængede det andet, var fuldstændig ubegrundet. I stedet hævdede han, at hvis vi skulle undersøge, hvordan kaste, som status, forholder sig til andre akser som klasse og magt, ville man være bedre tjent.
Sanskritisering havde for Singh betydning, ikke fordi det var sådan en eksotisk kulturel begivenhed, men fordi det var et kontekstspecifikt udtryk for et universelt princip. Professor M N Srinivas, der populariserede udtrykket sanskritisering, ville helt sikkert have godkendt denne fortolkning. Samtidig var der mange, i Indien og andre steder, der skrev og drev sanskritisering, som om det var en storslået mikrokendsgerning.
Singh var den stille slags, der ikke sled for at være original - han var naturligvis en. Det er derfor, som professor K L Sharma, hans første ph.d.-studerende (og ved konsensus, Singhs favorit) engang sagde, at da Singh forelæste Marx, troede man, at han måtte være marxist. Ligeledes, da han underviste Weber, virkede det som om, han bestemt var Weberianer. Selvom han aldrig var den, der stræbte efter guru-status, talte Singh altid om, hvor vigtigt det var for god teori at være empirisk forsvarlig.
Han skaffede sig heller aldrig fjender. Så ofte blev de, der engang hånede ham, hans beundrere. Mens andre måske har kæmpet om Marx versus Weber, eller Stor versus Lille Tradition, eller Holisme versus Hierarki, brugte Singh indsigter, som hver især gav til at udvide social teori. Dette er grunden til, at da hans første bog, Modernization of Indian Tradition, udkom i 1973, satte sociologer over hele verden sig op for at bemærke en ekstraordinær lærd i horisonten.
Men dem som mig var heldige. Vi skal værdsætte professor Singh på en måde, som kun studerende kan. Jawaharlal Nehru University var lige begyndt, da jeg havde tilmeldt mig som hans ph.d.-studerende, og jeg er overbevist om, at skæbnen havde givet mig en stor hånd.
Forfatteren er en Delhi-baseret sociolog